søndag den 4. august 2019

Besøg i Marcapata juli 2019

Line og Marianne besøgte i juli måned værkstedet og kvinderne i Marcapata. Det var så dejligt at være tilbage i det lille cooperativ, vi var som altid ventet med spænding og blev modtaget med åbne arme.
Siden besøget i november sidste år, har cooperativet fået ny præsident. Irma er nu overordnet ansvarlig for cooperativet og da vi ankom, blev vi inviteret hjem til familien for at spise middag. Det var en kold dag, det regnede og blæste en del, men vi sad dejligt bænket i Irmas lille stenhus og fik serveret en lækker marineret alpakabøf, 2 slags kartofler, lækker gul chilisauce, salat og ris.
 
Næste dag tilbragte vi hele dagen i værkstedet. Kvinder var lige begyndt at producere igen, der har været strømsvigt i hele området i over 1 måned, jeg kan lige forstille mig hvor mørkt der må være i byen som ligger imellem de høje bjerge. 
Vi fik gennemgået de mange ting, vi ikke til daglig har mulighed for at diskutere og vi fik bl.a. lavet standarder på garntykkelser. Kvinderne har ikke tidligere været mentalt klar til dette, men denne gang fik vi defineret de nøjagtige tykkelser for de 4 forskellige frisenvanggarner. Det var rigtig godt at få på plads. Det er med til eliminere evt. tvivl om garntykkelser og når den type spørgsmål opstår, så er der langt fra Danmark til Marcapata.
 
Det var også en stor fornøjelse at se, at kvinderne har arbejdet videre med de farvekort jeg medbragte sidste gang, og nu har de lavet deres egne. Her var dukket farver op som endnu ikke er blevet produceret til Frisenvanggarn, så der vil blive produceret nye farver i den kommende tid. Dette viser tydeligt at håndværkerne løbende lærer og tager mine input til sig, og det bidrager alt sammen til at gøre dem mere professionelle og ikke mindst gøre det lettere for dem at kunne levere til andre kunder, hvis det en dag skulle blive aktuelt. 

 
Stor var vores glæde da jeg så, at der er blevet bygget et lille halvtag over værkstedets "udekøkken". Det regner meget i Marcapata og i perioden fra november til februar regner det hver eneste dag og ofte i dagevis uden ophold. Så det har været en udfordring at få tørret ulden efter vask samt garnet efter plantefarvning. Nu kan kvinderne stå i tørvejr og farve garn og alt kan tørre langt hurtigere end tidligere.

Vi fik afklaret en del ting omkring potentielle udviklingsplaner og vi vil nu arbejde videre med detaljerne, så vi kan starte med at udarbejde ansøgninger til fonde.
Håndværkerne sender de varmeste hilsner til alle jer fantastiske støtter i Danmark - de er så glade og taknemmelig for den forskel vi gør for dem og deres familier.


søndag den 28. april 2019

59 betalende medlemmer :-)

Kære Støtteforeningsmedlemmer :-)

Vi er nu 59 betalende medlemmer

Der kommer fortsat et par enkelte tilmeldinger ind om måneden og vi er nu 59 betalende medlemmer. Dette er nok til at vi kan søge fonde, men det vil være en stor styrke at være mange flere, der fast støtter op både mentalt og økonomisk med et kontingent på 100 kr. om året.

Vi har fået trykt en lille løbeseddel som jeg sender ud sammen med Frisenvanggarn når der leveres til kunder og vi deler flittigt ud af dem til foredrag og på strikkefestivaller.


I må meget meget gerne dele budskabet om foreningen, da det ville være fantastisk hvis vi bliver flere, det er alt samme en stor støtte for de dejlige mennesker i Marcapata. Der er nu identificeret 2 store fonde, foreningen kan søge midler fra. Den ene kan vi først lægge ansøgning ind hos til marts næste år, men der en fond vi kan forsøge at få midler fra allerede til efteråret.

Projektrejser til "Det gemte Peru" vil skabe øget indtjening i Marcapata.


Der er fuld gang i planlægningen omkring opstart af projektrejser til Det gemte Peru med besøg hos kvinderne i Marcapata og til alpakaavlerne.
Line og Marianne rejser til Peru i starten af juli og vil sammen med Ronald, kvinderne i Marcapata og alpakaavlerne få detaljerne på plads omkring den første turisttur som forhåbentlig vil finde sted i maj 2020.

Hvis du er interesseret i løbende at få mere besked omkring rejsen så send en mail til mfrisenvang@os.dk så skriver vi dig på listen over interesserede.


Besøg af turister vil være et sjældent syn, så det vil være en stor oplevelse både for de besøgende og folkningen i de små områder. Og ikke mindst vil dette skabe en øget indtægt, som er så nødvendig, hvis befolkningen skal hæve levestandaren over den ekstreme fattigdomsgrænse. Indtægten vil bl.a. komme fra betaling af besøg på værksteder/hos alpakaavlerne, salg af befolkningens hjemmeproducerede produkter, overnatninger, restauranter og besøg ved seværdigheder.



Forberedelse til fondsansøninger


Når vi er i Marcapata vil vi få indentificeret en række områder hvor evt. midler fra fonde vil give størst effekt og støtte. Derefter vil vi forventeligt være klar med den første ansøgning i løbet af august 2019.

Tak til alle jer der støtter op :-)

Støtteforeningen Marcapata Bestyrelsen

lørdag den 2. marts 2019

Velkommen til Støtteforeningen Marcapata - grundlagt i marts måned 2019

Formålet med foreningen er at bidrage til at bedre levevilkår for trængte familier bosiddende i de peruvianske Andesbjerge.
Foreningens arbejde vil fokusere på at skabe bedre fysiske rammer for befolkningen i Marcapata samt yde sparring og professionel bistand, så der kan skabes en profitabel forretning bl.a ved at producere og afsætte håndlavede produkter med fortjeneste uden for lokalområdet.

Vi håber du vil tegne et medlemsskab, da dette vil få stor betydning for dygtige og arbejdssomme mennesker i Peru.
Læs mere om foreningen og livet i Marcapata i fanebladene foroven.

Mange hilsner
Bestyrelsen
Støtteforeningen Marcapata